DLFL`s historie
Dansk Landsforening for Laryngectomerede blev stiftet den 22. august 1965 efter nogle års forberedende arbejde. I februar 1963 kunne man i dagbladet Politiken læse et interview med ingeniør C.R. Wintermark. Han fortalte om en gruppe mennesker, der efter operation for strubekræft havde mistet stemmen, og derfor var blevet svært invaliderede. De ønskede nu at komme i kontakt med hinanden, for i fællesskab at henlede offentlighedens opmærksomhed på deres vanskelige situation.
Som det første ønskede man at udgive et blad, der kunne være
kontaktorgan mellem de strubeløse.
Det lykkedes, og det første nummer udkom i marts 1963 under navnet "Det
ny stemme blad".

Odd Fellow logen "Hammeren" i Korsør hjalp økonomisk, og det
daværende "Statens Institut for Talelidende" i Hellerup var garant for
denne hjælp.
Dertil kom, at Talepædagogisk Forening i samarbejde med Odd Fellow
nedsatte nogle udvalg for at få gang i en eventuel oprettelse af en
forening.
Det første møde blev gennemført den 18. juni 1963 på Taleinstituttet i
Hellerup, og det 2. møde den 19. september samme sted.
I møderne deltog ingeniør C.R. Wintermark, talepædagog Ulla Boberg,
forstanderne E. Forchammer og Abrahams. Fra Odd Fellow Sv. Wenzzel og
Børge Nielsen.
Det første egentlige landskursus blev afholdt på Sorø Hvilehjem 9. - 16.
september 1964. I 1965 blev kurset gentaget mellem 19. og 25. august, og
man kunne efterfølgende læse i dagspressen, at Landsforeningen for
Laryngectomerede efter den stiftende generalforsamling den 22. august
1965, nu var en realitet.
Foreningens første bestyrelse bestod af følgende personer:
| Formand: | Henry Knudsen |
| Næstformand: | C.R. Wintermark |
| Sekretær: | Otto Rasmussen |
| Kasserer: | Henning Nielsen |
| Medlem: | Knud Arentz |
Sorø Hvilehjem dannede også i 1966 rammen om landskurset. I 1967 blev
kurset gennemført i DTU-lejren ved Båring Vig.
Fra 1968 til 1982 blev kurset afholdt på Statens Høreinstitut (senere
Landshøreinstituttet) i Fredericia. I 1983 var det henlagt til Unge
Hjems Højskole ved Århus, og fra 1984 har det ligget på Vingstedcentret.
Med andre ord en ubrudt række af årligt tilbagevendende, landsdækkende
kurser, for laryngectomerede og pårørende, fra 1964 og frem til dato.
I 1996 ændredes landsforeningens vedtægter således at partielt
laryngectomerede, mundhuleopererede og tracheostomerede kan optages som
aktive medlemmer af landsforeningen på lige fod med laryngectomerede, og
i 2000 vedtog man, at alle personer med funktionsnedsættelse efter
operation eller stråleterapi i mund- og halsområdet kan optages som
aktive medlemmer.
Dansk Landsforening for Laryngectomerede - DLFL er som følge heraf
Foreningen for personer med funktionsnedsættelse efter operation eller
stråleterapi i mund- og halsområdet.